Lynghonning

Lyngen er lunefuld, kan du læse et andet sted her på hjemmesiden, det betyder, at det ene år giver lyngen megen honning, det næste intet. De danske lyngarealer er skrumpet ind, 80% af lyngarealerne er væk, så der er kamp om pladserne blandt lyngbiavlere.
Det er sjovt nok Miljøministeriets arealer, der er dyrest at leje sig ind på, herefter kommer Forsvarsministeriet og endelig (sjovt nok) de private arealer, som de billigste.
Landbrugets intensive gødning af jorden, specielt England og Holland, sender næringsholdige luftstrømme ind over danske lyngarealer, hvor så græsset tager magten fra lyngen, dette har igen medført, at lyngens bladbille invaderer lyngområder fra tid til anden. Bladbillen gnaver den streng over, som nektaren bevæger sig ad i blomsten, der modsat de fleste andre blomster kan give nektar dag efter dag, så bierne kan besøge den samme blomst igen og igen.
Man kan nu se store hedearealer ligge rød- eller sortsvedent hen efter et sådant angreb. Skov og Naturstyrelsen foretager hvert år kontrollerede hedeafbrændinger af, for at forny lyngen, der kan blive ca. 60 år gammel. Disse afbrændinger kan, især nær sommerhusområder, være problematiske.
Lynghonningen er sejere end blomsterhonning, man taler om viskositeten. Derfor kræves sædvanligvis en honningløsner. En honningløsner, er en maskine med plastnåle, der kan prikke huller i alle cellerne på den enkelte tavle, sådan én koster fra 20 – 50 tusinde kroner. Når der er prikket huller i alle celler på tavlen, skal den i honningslyngen, her løber lynghonningen langt sejere end blomsterhonningen, - det tager simpelt hen længere tid. Den efterfølgende sining er også vanskeligere, blandt andet derfor, er den dyrere.
Lynghonning har en karakteristisk stærk smag; men den varierer for hvert år, lige som det sker for blomsterhonningen.